Vores hunde

I øjeblikket udgøres golden-holdet i Kennel Stella Aurum af Stella Aurum Maximus, Doubleuse Golden Artist, bror og søster Stella Aurum Bravo Charlie og Stella Aurum Delta Juliet, der er efter vores Max og svigermors Chelsea, og sidste skud på stammen, Stella Aurum Starfighter, der er er søn af Pippilotta.

Desuden har vi en fast gæst, Chelsea, der er ejet af Flemmings mor.

Max – familiens store bamse. Stella Aurum Maximus, som han officielt hedder, er efter vores Coco og Ørnhøjs Bella Amigo og blev født den 20. juni 2002 – som enebarn. Han er en stærk og livlig ældre herre, der tålmodigt finder sig i de to yngstes tumlen rundt - og som ind imellem deltager i løjerne. Max er en super jagtkammerat med særligt flair for snepper.

Pippilotta - Doubleuse Golden Artist – født den 6. juni 2005, lige nord for Stockholm. Hun er, modsat vores egne linjer, ren Field Trial avl, en lille, lynhurtig tæve, der aldrig bliver træt af apporteringer eller ”frit søg”. Hun er i 2010 "flyttet hjemmefra" og er i dag udstationeret hos Torsten og Birgit i Nordsjælland, hvor hun lever et liv, de fleste hunde kun kan drømme om!

Charlie - Stella Aurum Bravo Charlie - født den 12. oktober 2008. Charlie er lærevillig, køn og sjov - og desværre også dobbeltsidet kryptorchid (- testiklerne sidder oppe i bughulen og er ikke faldet ned på plads). Det er superærgerligt, at han ikke kan indgå i avlen - men han er hele familiens hyggehund og er allerede ved at træde i far Max' potespor som jagthund.

Delta - Stella Aurum Delta Juliet - født den 12. oktober 2008, er søster til Charlie. Hun er udstationeret hos Ernst i Nordsjælland, hvor hun har et skønt og aktivt liv med træning og prøver sammen med Ensts anden hund Tika (- der er søster til Pippilotta). Delta har for længst gjort sig bemærket på markprøverne, hvor hun klarer sig flot, og i efteråret 2010 fik hun sin debut på rigtig jagt.

Fighter - Stella Aurum Starfighter - født den 27. oktober 2009. Familiens unge håb, en meget lærevillig Field Trial med temmelig meget DAMP og en forkærlighed for vasketøj og bademåtten - ALT skal bæres rundt. Han får sandsynligvis brugsprøve i foråret 2011.

Den sidste hund i flokken er ikke vores - men da hun har en stor plads i hjerterne hos familiens to- og firebenede, får hun også en plads på vores hjemmeside:

Chelsea – der på stambogen hedder Kiebitz’s Daisy – er født den 4. maj 2004. Hun er efter en Field Trial-far og en Dual Purpose-mor, og det har givet en hurtig, arbejdsglad og samtidig meget blid lille tæve. Hun ejet af Flemmings mor Birgit og hendes mand Steen. Chelsea er mor til Delta og Charlie og en fin jagthund med flotte resultater på markprøver.

 

 

De tre hjemmeboende pt.: Fra venstre med snuden i vejret; Charlie, så Fighter og til højre vores "far", Max.

Fra venstre: Kiwi, vores stammor, og hendes datter Coco - der begge nu er gået til "landet med de mange kødben" - Cocos søn Max, Pippilotta og Chelsea.

Fire generationer apportører.